KS: KB nærmer sig toppen – igen

Af Karl Aage Dalgaard. Foto: Jesper Nielsen

Med udesejren på 2-0 over Sundby er KBs mandskab i Københavnsserien tilbage i top tre. Holdet er kun et point efter Union på andenpladsen og har i regnskabet passeret de to hold fra solskinsøen i Østersøen, NB Bornholm og Rønne. Men afstanden er ikke stor. NB Bornholm har samme pointantal som KB, mens Rønne ligger to point bagefter. I toppen er FA 2000 mere eller mindre stukket af med et forspring på fem point til Union.

”Vi har sat os i en position, hvor det er sjovt, og det er helt op til os selv at bibeholde den placering,” siger KBs assistenttræner Daniel Jønsson, der ser frem til næste opgave på lørdag, hvor Skjold kommer på besøg i Frederiksberg Idrætspark.

”De kommer med to sejre i træk og har ligesom os fået 16 point i de seneste otte kampe,” oplyser han og fremhæver blandt andet, at Skjold i foråret har vundet over Union.

”Jeg er sikker på, at der er lagt op til en spændende dyst. Vi skal vinde, hvis vi skal holde fast i FA 2000 og Union samt prøve at få større afstand til NB Bornholm og Rønne,” mener KBs assistenttræner, der har stor respekt for den kommende modstander.

”Skjold ligger placeret midt i tabellen og prøver at få et nyt setup med deres nye trænerteam. Vi ved, at det er et hold bestående af unge dygtige, løbeglade drenge, som godt kan spille fodbold. Vi skal gerne fortsætte vores gode stime, og måden, vi kan gøre det på, er blandt andet at bruge vores rutine. Vi har arbejdet længe på det defensive, og det gav endelig bonus i sidste kamp,” siger Daniel Jønsson, der ikke er nervøs for holdets kvalitet i den modsatte ende.

”Vi er dygtige offensivt og laver mange mål, så den del skulle være på plads. Derudover skal vi have Skjolds drenge ud at løbe en masse forgæves meter ved at tage styringen og have tålmodighed i vores spil.”

Til kampen mod Sundby havde KB et par ændringer. Efter en længere skadespause var Philip Mark tilbage i målet i stedet for Robert King, og Magnus Sonne, der måtte udgå af opgøret mod Husum med en mindre hjernerystelse, blev erstattet af Lasse Horn. Det var imidlertid ingen svækkelse, men det gav en lidt anderledes startopstilling med Matti Stampe som hængende angriber bag Jonathan Grumme.

På trods af højt solskinsvejr kom KBerne ikke særlig godt fra start, og Sundby havde initiativet og en kæmpe chance, der burde være udnyttet. I stedet blev Matti Stampe efter godt et kvarter spillet helt fri af Peter Dokic Olsen, men alene med Sundbys målmand blev chancen brændt på det skammeligste. KB virkede dog til at være med i kampen, men pludselig fik en Sundby-angriber en friløber, og han lobbede bolden over den fremstormende Philip Mark, men også forbi mål.

”Den advarsel vækkede os. Vi kom mere på bolden og fik gang i vores spil. Vi fik også nogle chancer uden at score inden pausen,” fortæller Daniel Jønsson og fortsætter:

”I pausen talte vi om, at et af Sundbys svage punkter var deres backer, og at vi gerne ville have Peter Dokic Olsen og Martin Frydensberg Thomsen mere i spil på kanterne. Desuden skulle vi minimere mulighederne for fri- og hjørnespark til Sundby.” 

Matti med en stor chance i 1. halvleg

Matti med en stor chance i 1. halvleg

En anden brændt chance

En anden brændt chance

Anden halvleg begyndte som en rodet forestilling med mange små frispark, men KB havde bolden mest. Efter et kvarter fik Mikkel Nygaard et gult kort og måtte til afkøling i en halv snes minutter. Det ødelagde noget af rytmen, men lige før KB blev fuldtallig igen, lykkedes det for Mikkel Knudstrup og Peter Dokic Olsen at udmanøvrere en Sundby-back, og fra kanten af feltet sendte sidstnævnte med et papegøjeskud bolden over i det lange målhjørne til 1-0.

”I stedet for Mikkel Nygaard satte vi Andreas Tolman på banen. Vi satte os hurtigt på spillet igen, og Sundby anede ikke, hvad man skulle gøre,” siger Daniel Jønsson.

På et flot oplæg fra Jonathan Grumme scorede Martin Frydensberg Thomsen til 2-0 syv minutter før tid, og kampen var afgjort.  

”En dejlig sejr, der betyder, at vi er kommet tættere på de to hold over os,” lyder det fra KBs tilfredse assistenttræner.

Nu gælder det Skjold i Frederiksberg Idrætspark. Kampen er på lørdag, klokken 13.00. Udover kampen byder KB publikum og trofaste fans på gode ristede pølser samt kolde og varme drikke til fornuftige priser. Desuden har klubben bestilt en mariehøne til at flyve op til Vorherre og bede om godt vejr. Så kom endelig. Gutterne er tæt på toppen. 

Sådan gik det

6. maj: Sundby – KB 0-2 (0-0) Mål: 0-1 Peter Dokic Olsen (70), 0-2 Martin Frydensberg Thomsen (83) KB: Philip Mark – Sebastian Kaalund, Mikkel Knudstrup, Lasse Horn, Andreas Tolman, Stefan Sørensen, Lasse Ramlau Kristensen, Nicklas Borum, Martin Frydensberg Thomsen, Matti Woiremose Stampe, Mikkel Nygaard, Jonathan Grumme, Jimmy Boye Olesen, Peter Dokic Olsen

Peter Olsen  målscorer til 1-0

Peter Olsen målscorer til 1-0

Jonathan Grumme med en stor chance

Jonathan Grumme med en stor chance

Stillingen
NR.   Klub   Kampe   Målscore   Point
1   FA 2000   21   56 - 28   46
2   Union   21   43 - 19   41
3   KB 2   21   53 - 39   40
4   NB Bornholm   21   33 - 20   40
5   Rønne f.B.   21   39 - 33   38
6   Tårnby FF   21   39 - 36   30
7   Bk. Skjold   21   30 - 29   28
8   FB   21   31 - 26   27
9   B.93 2   21   29 - 40   24
10   FK Prespa   21   27 - 42   23
11   KFUM   21   22 - 33   23
12   Sundby Bk.   21   27 - 43   22
13   Frem 2   21   32 - 47   19
14   Husum Bk.   21   28 - 54   15

 

Martin Thomsen scorer til 2-0

Martin Thomsen scorer til 2-0

Forsøg fra Andreas Tolman

Forsøg fra Andreas Tolman