Fornemt comeback i lokalopgør

Fodbold er et foranderligt spil. Det kan KBs spillere i Københavnsserien skrive under på.

For en god uge siden oplevede man at tabe alt på gulvet, da Skjold scorede et sejrsmål i allersidste øjeblik. Lørdag mod FB hentede KBerne i absolut sidste åndedrag et point med en scoring til 3-3 efter at have været bagud med tre mål. 

Lokalopgør lever altid sit eget liv, og dette mellem KB og FB var ingen undtagelse. Det hårdt skadesplagede hjemmehold måtte igen have to U19-spillere med i truppen, og debutanten Sebastian Woidemann viste fra kampens start, at han ikke var bange for at gå i nærkamp med ældre, rutinerede og sædvanligvis fysisk stærkere modstandere. 

Det var ellers FB, som kom bedst fra start. De gulsortstribede lagde et højt pres uden at være farlige, men de var en konstant trussel og irritation overfor KBerne overalt på banen. Langsomt fik hjemmeholdet dog fat i spillet og kombinerede sig igennem til flere gode scoringsmuligheder, men målene udeblev. 

Tingene kan gå stærkt i fodbold, og det skulle også vise sig i denne kamp. Efter et hjørnespark og et par halve tacklinger lykkedes det for gæsternes Tobias Hart at score fra en spids vinkel. Bare fire minutter senere blev KB-forsvaret overrumplet i venstre side, og Nicholai Lassen havde let ved at score til 2-0. KBerne var rystede og så nærmest passive til, da Nikolaj Rønsbo syv minutter senere headede bolden i mål til 3-0. Så vågnede hjemmeholdets spillere endelig af den onde drøm.  

Et gult kort og 10 minutters udvisning til FBs Anders Østerskov Knudsen gav KB et pænt overtag, og tre minutter før pausen blev Matti Woiremose Stampe, der konstant var en trussel for modstanderne, fældet i det kriminelle felt. Straffespark. Det udnyttede specialisten Mikkel Knudstrup stensikkert.

Sebastian Woidemann, dagens debutant.

Sebastian Woidemann, dagens debutant.

Nicklas Ehrendreich Jensen har en stor chance.

Nicklas Ehrendreich Jensen har en stor chance.

Trods reduceringen stod KB-mandskabet til en ordentlig skideballe i pausen, og den fik holdkammeraterne af kaptajn Stefan Sørensen. Det passede cheftræner Kenn Rye Andersen og assistent Daniel Jønsson perfekt. De ændrede i ro og mag på ting, der ikke havde fungeret i første halvleg.  

Det var derfor også et helt andet KB-mandskab, som kom på banen i anden halvleg. Hjemmeholdet var dominerende, mens FB levede på omstillinger. Der var chancer i begge ender af banen, og gæsterne var meget tæt ved at score til 4-1. I fællesskab fik Peter Dokic Olsen og målmand Philip Mark afværget faren, og det endte i stedet med, at FB fik endnu et gult kort og en 10 minutters udvisning til Alexander Høeg-Petersen. 

Atter forstod KBerne at udnytte at være en mand i overtal. Et flot opspil i højre side endte hos Peter Rønning, der smækkede bolden ind foran mål, hvor en flyvende Matti Woiremose Stampe pandede bolden i nettet til 2-3. 

Med godt 10 minutter tilbage kom der endnu flere dueller mellem spillerne, og nervesystemet kørte på højtryk på begge trænerbænke. KB blev ved med at producere chancer, men manglede lige det sidste i afslutningerne. Det gjorde heller ikke situationen bedre, at storspillende Peter Dokic Olsen måtte udgå med en skade.

Tiden løb afsted, og da uret rundede de 90 minutter, begyndte hjemmeholdet så småt at indstille sig på et nederlag – bare ikke anfører Stefan Sørensen. I de allersidste sekunder kombinerede KBerne sig igennem i venstre side. Bolden endte hos Lasse Ramlau Kristensen, men hans flade afslutning var uden saft og kraft. Imidlertid opsnappede Stefan Sørensen bolden og sparkede den i kassen til 3-3 i det 93. minut.  

”Når man er bagud med 0-3, kan man ikke være andet end tilfreds med at få det ene point, som vi fik efter et flot comeback. Men vi skal selvfølgelig kigge på, hvad der skete i de 10 minutter, hvor FB scorede tre mål. Stor ros til drengene for at hive sig selv op på den måde,” lød det anerkendende fra assistenttræner Daniel Jønsson, som for anden kamp i træk sad på udskiftningsbænken på grund af de mange skader. 

Der er håb om, at nogle af de faste spillere atter er til rådighed, når KB spiller sin næste turneringskamp. Det er på lørdag på udebane mod Tårnby. Det er rækkens nummer fem, der får besøg af nummer fire, så der står noget på spil for begge hold. Kampen i Vestamager Idrætsanlæg begynder kl. 13.00.

Matti Woiremose Stampe reducerer til 2-3.

Matti Woiremose Stampe reducerer til 2-3.

Lasse Ramlau Kristensen når højest i en luftduel.

Lasse Ramlau Kristensen når højest i en luftduel.

Sådan gik det

  1. maj: KB – FB 3-3 (1-3)
    Mål: 0-1 Tobias Hart (26), 0-2 Nicholai Lassen (30), 0-3 Nikolaj Rønsbo (37), 1-3 Mikkel Knudstrup (42/straffe), 2-3 Matti Woiremose Stampe (79), 3-3 Stefan Sørensen (90)
    KB: Philip Mark – Mikkel Nygaard, Christian Soelberg, Peter Rønning, Lasse Ramlau Kristensen, Niclas Ehrendreich Jensen, Matti Woiremose Stampe, Sebastian Woidemann (debutant), Mikkel Knudstrup, Andreas Caspersen, Peter Dokic Olsen, Sebastian Kaalund, Daniel Jønsson, Stefan Sørensen (anfører)
Stefan Sørensen udligner til 3-3 i 93. minut.

Stefan Sørensen udligner til 3-3 i 93. minut.

Stillingen          
KS Herre 17/18          
             
Nummer Klub Kampe Målscore Point
1 Union 22 60 - 20 50
2 HB 22 59 - 39 44
3 NB Bornholm 21 41 - 23 41
4 KB 2 22 46 - 40 36
5 Tårnby FF 22 58 - 49 36
6 Hvidovre IF 2 21 49 - 45 36
7 Rønne f.B. 21 58 - 42 34
8 Bk. Skjold 22 35 - 39 27
9 KFUM 22 37 - 39 25
10 FB 22 35 - 35 25
11 IF Føroyar 22 42 - 55 23
12 FK Prespa 21 35 - 60 22
13 Jægersborg  22 27 - 53 17
14 Sundby Bk. 22 25 - 68 12
Jubel efter flot comeback.

Jubel efter flot comeback.

Matti Woiremose Stampe forsøger sig med et hovedstød.

Matti Woiremose Stampe forsøger sig med et hovedstød.