Gyldne drenge - 30 år senere.

Gyldne drenge - 30 år senere.

De uovervindelige 30 år efter

I slutningen af 1980erne var det svært at tale om ungdomsfodbold på topplan uden at nævne KB.

Danmarks ældste fodboldklub havde især et kuld, der var totalt dominerende og erobrede det danske mesterskab i to omgange – først som juniorer i 1987 og dernæst som ynglinge i 1989.

30 år er gået, men minderne er der stadig, og de blev helt sikkert genopfrisket, da flere af spillerne, trænere og ledere for nylig mødte hinanden på KB. Først blev der tryllet med lidt fodbold som i de gode, gamle dage. Derefter var der snak og skræp i bedste KB-ånd, mens der blev vist video og billeder af fortidens triumfer, og til sidst var der flere timers hygge og middag i Pejsesalen.

Guldtriumferne genses på video. Fra venstre Nicolai Wael, Benny Gall, Jan Chico Olsen, Christian Lønstrup, Michael Nybrandt og Allan Petersson.

Guldtriumferne genses på video. Fra venstre Nicolai Wael, Benny Gall, Jan Chico Olsen, Christian Lønstrup, Michael Nybrandt og Allan Petersson.

Kort fortalt blev KB dansk mester for juniorerne i 1987 med en samlet finalesejr på 5-3 over Holstebro. To år senere som ynglinge hev gutterne guldet hjem efter et par fantastiske slutkampe mod OB. Først blev fynboerne, der var forsvarende mestre, overvundet med 3-1 i Odense, hvorpå uafgjort 1-1 på hjemmebane sikrede KB mesterskabet.

Seks af spillerne kom sidenhen til at spille i Superligaen, og fire blev desuden professionelle i udlandet.

1989 var i det hele taget et fantastisk år for KBs ungdomsafdeling. Fire af de fem førstehold vandt deres respektive turneringer, kun drengene måtte "nøjes" med andenpladsen. Til gengæld vandt samtlige fem hold hver sin KBU-pokalfinale. Og miniputterne blev også danske mestre, mens juniorerne snuppede DM-sølv.

Så der var meget at tale om 30 år senere.

Legendariske plakater.

Legendariske plakater.

Seks mand manglede ved stævnemødet (Martin Johansen, Mads Brønsted, Henrik Park, Riffi Haddaoui, Carsten Winther og Arno Nielsen), men de, der kom forbi og er samlet på topbilledet, er i første række fra venstre Michael Johansen, Kenneth Persson, Christian ’Krølle’ Bruno, René Toft Hansen og Sune Fabricius. I anden række fra venstre står Allan Petersson, Jimmy Persson, Michael Nybrandt, Jonnie Larsen og Nicolai Wael. Tredje række fra venstre består af Henrik Hagenau, Rolf Kjærgaard, Lars Kongsgård og Bjarne Hansen (cheftræner). Endelig i bageste række står fra venstre Jesper Rønne, Christian Lønstrup, Benny Gall og Jan Chico Olsen.

Sidstnævnte præsterede for øvrigt i 1989 at få sin debut på KBs bedste mandskab, der sluttede året med oprykning til 1. division.

Kom bare igen, og I behøver ikke at vente til 40-års jubilæet. I KB er vi altid glade for besøg af vores danske mestre.