Lars Løkke Rasmussen tryllebandt godt 250 mandfolk ved årets Sankt Marcus-fest. Foto: Christian Fisker

Lars Løkke Rasmussen tryllebandt godt 250 mandfolk ved årets Sankt Marcus-fest. Foto: Christian Fisker

En mand med ordet i sin magt

Han er ikke mere Danmarks statsminister – heller ikke formand for Venstre – men Lars Løkke Rasmussen har stadig ordet i sin magt.

Det demonstrerede han ved årsfesten i Sankt Marcus Ridderordenen, hvor han i tennishal 2 på Peter Bangs Vej talte for godt 250 KBere med mindst 25 års medlemskab.

”Hvor er det godt at være blandt lutter mandfolk,” anslog han i en gemytlig tone og lagde dermed grunden til en veloplagt tale, hvor hovedtemaet kredsede omkring et af KBs udødelige mottoer: ’Gør drenge til mænd og mænd til drenge’.

Der var god stemning ved bordene til Sankt Marcus-festen. Foto: Christian Fisker

Der var god stemning ved bordene til Sankt Marcus-festen. Foto: Christian Fisker

Datoen for dette års fest var 31. oktober – den længe planlagte dag for briternes Brexit. Den plan er nu skubbet til 31. januar 2020.

Lars Løkke Rasmussen lagde ikke skjul på, at han håbede på, at briterne får held med Brexit, for ”så bliver KB den ældste boldklub i EU”. Den bemærkning faldt bare i god jord sammen med andre perler som fortællingen om ungdomsspiller i fodbold.

Lars Løkke Rasmussen var reserve for højre back, og han husker tydeligt, at træneren formanede ham om aldrig at overskride midterlinjen, for han skulle gerne nå med tilbage og forsvare.

FC København fik også et hip med på vejen. Lars Løkke Rasmussen overværede sammen med sin søn og dennes kammerat guldfinalen i 2001, da Brøndby blev besejret med 3-1 – blandt mere takkket være Sibusiso Zumas fantastiske saksesparksmål. På grund af drengenes lidt for meget blågule beklædning var Løkke Rasmussen forvist til at se kampen i Parken fra afsnittet med Brøndbys fans. Det var den gode mand ikke helt tilfreds med.

Ridderslagningen er altid et særligt højdepunkt ved Sankt Marcus-festen. Foto: Christian Fisker

Ridderslagningen er altid et særligt højdepunkt ved Sankt Marcus-festen. Foto: Christian Fisker

Det er heldigvis længe siden, men det er ingen gammel historie, at Danmarks tidligere statsminister tryllebandt de godt 250 KBere i tennishal 2.

Han bliver svær at efterfølge som festtaler, men præsidiet i Sankt Marcus Ridderordenen er allerede godt i gang med forberedelserne til næste års fest, der finder sted torsdag 29. oktober 2020.

Et af højdepunkterne i Sankt Marcus-festen er kåringen af nye riddere. I år blev fem mænd slået til storboldridder (50 års medlemskab af KB). Tre gange 10 blev henholdsvis boldridder (40 år), ridder (25 år) og sølvstorboldridder (60 år). Endelig var der to nye guldstorboldriddere (70 år). Et stort tillykke til dem alle.