JAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA, KBs damer vinder det danske mesterskab, herrerne vinder bronze.

En meget lang tennis weekend er vel overstået med slutspillet i Ølstykke.

Dagen begyndte med at herrerne spillede bronzekamp mod Gentofte. Vi havde valgt, at lade vore svenske spiller blive hjemme, for at give erfaring til klubbens egne spillere. Det gik rigtig godt, og holdet var oppe 3-1 efter singlerne. Der var en flot sejr til Kasper Elsvad, der viste, at han sagtens kan spille god tennis på dette niveau.

Da vi vandt 1. doublen, var bronzen hjemme for første gang i KBs historie for herrer holdet med en samlet sejr på 4-2.

Holdet der vandt bronzen bestod gennem weekenden af: Daniel Berta, Martin Pedersen, Mohamed Shabib, Nikolaj Ferrigno, Kasper Elsvad, Frederik Sletting Johnsen og Marc Ferrigno.

Herefter skulle kvinderne spille om guld mod de forsvarende mestre fra Gentofte. Efter 1. runde var vi nede 0-2 efter to tabte kampe i match tie-break. Derefter vandt vi de to sidste singler, så 2-2 efter singlerne og vi var klar til doublerne. Der blev talt frem og tilbage om hvordan vores doubler skulle stilles. Dette er altid svært for trænerne når man har mange gode spillere til rådighed. Efter to meget tætte doubler, vandt vi 2. doublen og tabte 1. doublen.

Derfor skulle guldet afgøres i en Golden Match Tie-break. Da Gentofte havde vundet et parti mere end os, havde de tre fravalg. Vi valgte samme opstilling og den sidste kamp der skulle spilles, blev 1. doublen, der havde tabt knebent.

Mai og Julie var klar, coaches var klar, reserverne var klar og KB tilskuerne var klar. Lad det være sagt med det samme, var man KB mand, kom man hele følelsesregisteret igennem i en fuldstændig vanvittig kamp. Vi begyndte godt og kom foran 7-4, kom derefter bagud 7-9, hvilket betød to matchbolde til Gentofte. Mai og Julie klarede den og spillede sig frem til matchbold som de vandt i første forsøg.

Der udbrød vild jubel blandt alle KB tilhængere og spillere. En fantastisk afslutning for holdet der gennem det sidste år har været så meget modgang igennem.

Holdet der hjemtog det danske mesterskab bestod af: Mai Grage, Julie Noe, Karina Ildor Jacobsgaard, Frederikke Svarre, Rebekka Hillingsø, Karoline Laursen og Emilie K.S. Hansen.

Tillykke til hele teamet omkring holdet, til Sisse Folmø, der som afslutning vandt sin guldmedalje som coach.

MVP på denne dag går selvfølgelig til hele holdet :-)

I sejrens stund skal der også lyde en tak for en fantastisk velspillet finale til Gentofte. Kampen blev afviklet i en god stemning.

I dag er vi glade og stolte, men der skal ikke hviles på laurbærerne, holdet går efter guldet udendørs også.

Tak til alle de fremmødte tilskuere der støttede holdet og tillykke til alle holdene der vandt medaljer.